Bøger

Kattefugl

En ung mand bliver kørt ned på cykel og er ved at miste livet. Nu begynder en ny virkelighed med koma, hjerneskade og genoptræning. Efterhånden bliver det klart for de nærmeste, at han aldrig vender tilbage, som den han var.

Hvem er han så nu? Hvordan sørger man over en, der overlevede? Og hvor gør man af vreden? Det søger hans søster svar på i en labyrintisk rejse frem og tilbage mellem København og Berlin, fortid og nutid, tilfældighed og mening.

Roman, 2019, Jensen & Dalgaard (udkom 6. juni)

Ta’ selv – en dannelsesroman

Ta’ selv er en moderne dannelsesroman om en kompetent, veluddannet, middelklassekvinde, der forsøger at leve op til nutidens idealer om parforhold, familieliv, karriere og venindeskab, og som taber meningen med det hele undervejs.

Roman, 2012, Lindhardt & Ringhof

Vi vil nå frem

Der er så meget, vi gerne vil nå frem til. Men når vi nogensinde frem? Og hvad vil det overhovedet sige? Digtene sætter stemme på de fremaddrivende og urolige bevægelser inden i os og imellem os, og også bogens udseende mimer den horisontale bevægelse.

Digte, 2003, Lindhardt & Ringhof

 

går under går over går 

Gennem en række lyriske barndomssansninger skildrer romanen det trygge og trykkende liv i en kernefamilie i 1980’ernes København.

Roman, 2002, Lindhardt & Ringhof

ANDRE UDGIVELSER

Romanjagt – jagten på den gode læseoplevelse

Et eksperimenterende værklæsningsforløb til folkeskolens ældste klasser med det formål at eleverne får en god og fordybet læseoplevelse med en roman, som de finder frem til individuelt. Forløbet kan også bruges i forbindelse med fri- og lystlæsningstiltag på mellemtrinet og på ungdomsuddannelserne.

Undervisningsforløbet er udgivet digitalt af Dansklærerforeningens Forlag (2021) og kan tilgås via Dansklærerforeningens hjemmeside eller her.

Sne

’Sne’ undersøger erotikkens udfordringer i hverdagens trummerum. Et travlt ægtepar lever rutinemæssigt side om side, indtil de en dag sner inde. Novellen er trykt i den erotiske antologi 360°, der er udgivet på dansk og tysk.

Novelle trykt i novelleantologien 360°, 2013, Lindhardt og Ringhof

Kort og godt om – lyd, rim og rytme

En inspirationsbog til, hvordan man i danskundervisningen kan arbejde med de lydlige og rytmiske elementer i både prosa og lyrik. Bogen introducerer gennem teori, teksteksempler og øvelsesforslag til en auditiv analyse med afsæt i den lydlige dimension af læseoplevelsen.

Dansklærerforeningens Forlag, 2007